søndag den 25. maj 2014

Dyre-velfærd for insekter

Vi er som regel gode til at passe vores firbenede dyr, og i Danmark har vi også masser af lovgivning på området. Landbruget har f.eks. på nogle områder svært ved at konkurrere med udlandet, fordi vi herhjemme holder en vis etisk standard. Sådan skal det også være, men det koster, og det er ikke alle steder i verden man regner dyrene for noget.

Vi er rimeligt gode til at behandle de firbenede godt og lave regler for området. Men når det handler om insekter, er det nærmest ingen regler, og den måde levende foder-insekter behandles på hos mange dyrehandlere, er under al kritik. De opmagasineres i små æsker uden adgang til vand, og derfor kan det heller ikke overraske, at rigtig mange insekter dør, mens de står på hylderne. Vi har flere gange købt en æske insekter hos dyrehandleren (til en voldsom overpris), for efterfølgende at konstatere, at halvdelen af dyrene allerede var døde, og derfor ubrugelige som foder til vores agamer (skægagame og vandagame). Ydermere døde mange af insekterne i løbet af kort tid. I starten vidste vi ikke bedre (ingen pasningsvejledninger fulgte med), så vi havde bare fårekyllinger og græshopper til at stå i de små bøtter. Det gjorde selvfølgelig ikke sagen bedre.

Men selv efter at vi har lært at give foderinsekterne ordentlige forhold når de kommer hjem, er dødeligheden stadig høj, når det gælder de insekter der har stået på butikkens hylder gennem længere tid. Vi oplevede sågar at få udleveret både fårekyllinger og græshopper der stod i køleskab! Uden vand dør insekter altså. De dør måske nok lidt langsommere i et køleskab, men helt ærligt...

Insekter skal også ha et godt liv, så vi må sørge for at stille krav til dyrehandlerne, så vi ikke indirekte opfordrer dem til at være dyre(mis)handlere. For som med alt andet, er det o i sidste ende os forbrugere der bestemmer. Hvis vi accepterer og køber insekterne på den måde, fortsætter det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.